Komfortzonen er bedre end sit ry – den skaber ro til forandring

Komfortzonen … Du kan allerede høre, at du kommer til at lyde kedelig, hvis du er tilhænger af at opholde dig i den. Mange står i kø for at opfordre os til at komme ud af komfortzonen hurtigst muligt. Deres budskab handler om forandring, udvikling, læring. Om både det gode liv og om succes. »Du skal ud af komfortzonen,« råber de: »Det er dér, alt det magiske sker.« Og det er det også, men spørgsmålet er bare, om vi kommer derhen med pres og ender i panikzonen, eller om vi har omgivelser, der støtter på en måde, der giver naturlig tro på og lyst til at springe ud i vanskeligere og mere udfordrende opgaver. Hvis ikke vi ser lyset og selv har lyst til at forlade tilstanden, er det rigtig fint, hvis vi bliver presset ud af den, mener nogen. Det kan godt være, at det ikke føles godt imens, men det gør det bagefter, lyder argumentet. I dag er det ofte sådan, at vi i arbejdslivet fremmer ideen om, at man for at udvikle sig skal bryde egne grænser, skal overskride sig selv og kastes ud på dybt vand. Men det at overskride egen komfortfølelse stikker dybere, og pres er ikke den løsning, der skaber udvikling. Pres får os til at gøre det, vi kan i forvejen, og giver lettelse, når det er overstået. Ideen om komfortzonen handler ikke om lettelse, det handler om læring. Den kommer fra Rusland fra en afdød marxist. Han er en af de forskere, der har betydet mest for vores forståelse af læreprocesser. Hos ham er der ingen tegn på, at pres væk fra komfort leder til succes. Tværtimod giver hans forskning os et svar på, hvad der sker, hvis ledere lægger pres på medarbejdere med fortællinger om brændende platforme, krav om hast og forventning om smerte. Psykologen Lev Semyonovich Vygotsky var en af de første til at lægge vægt på mennesket som kulturvæsen. Han studerede udviklingspsykologi og pædagogik og er berømt for sine studier af børns leg. Vygotskys vigtige pointe om læring er, at den kræver tryghed. I dag bliver Vygotsky oftere læst på pædagoguddannelser end på lederuddannelser. Det er en skam, for det har givet frit slag for folk, der udnævner komfortzonen til at være et negativt sted at opholde sig, en sløv tilstand af vaner, passivitet og dovenskab. Sådan ser Vygotsky det ikke. Komfortzonen er en tilstand, hvor vores evner og udfordringer passer sammen. Her kan man selv. Man udvikler sig ikke i komfortzonen, men man vil af sig selv bevæge sig ud i næste zone, udviklingszonen, hvor udfordringerne overstiger evnerne en lille smule. Nysgerrighed i stedet for trusler Vi mennesker er nysgerrige og udforskende af natur. Vi behøver hverken trusler eller smertesignaler for at bevæge os fra komfortzonen ud i udviklingszonen, hvor læring sker. Tværtimod er det støtte, som får os ud i nærmeste udviklingszone. Læring sker i nærmeste udviklingszone, og den opstår, når udfordringen og udviklingen er tilpas svær til at kunne overkommes med støtte. Det er der, hvor vi skal stå på tæer, men stadig har en følelse af kompetence. Brændende platforme, som vi ikke er trænede til at håndtere, og for stort pres vil i stedet tvinge os ud i den yderste zone, panikzonen, hvor vi bliver dårlige til at overskue opgavens kompleksitet. Vi regredierer og bruger det, vi altid kan falde tilbage på, vores instinkt: Kæmp, flygt eller frys. I panikzonen lærer vi intet. Læring kræver tid og tryghed. Tryghed, der kommer af social og faglig støtte fra kompetente og samvittighedsfulde mennesker omkring os. Vygotskys pointe er den stik modsatte af det, han tilskrives i forandringsledelse. Hvis vi ønsker forandring. Hvis vi ønsker udvikling. Hvis vi ønsker læring og evne til at håndtere større kompleksitet, så er det ikke presset ud af komfortzonen, der er brug for. Der er brug for at gøre det trygt at eksperimentere, så vi kan prøve nye ting af med mindre risiko for katastrofale fejl eller tab af ansigt. Det kræver trygge rammer og støtte fra andre mennesker. At vide, at nogen dækker min ryg, hvis det går galt. Eller kan hjælpe, hvis der er noget, jeg ikke ved, hvordan jeg griber an. Vi skal ikke presses ud af komfortzonen. Udvikling kommer naturligt, hvis vi får mulighed for at gøre noget vanskeligere, mere komplekst og udfordres til det i et miljø med støtte og tryghed. Forsker og teknolog Matt Beane kalder det de afgørende elementer for at opbygge dygtighed og ekspertise for de tre C'er: Challenge, Complexity og Connection. Challenge handler om at få opgaver, der lige ligger på grænsen af vores evner. Complexity kræver, at vi arbejder med komplekse problemer, der kræver vores bedste kompetencer. Connection er den menneskelige dimension: Relationer, støtte og tryghed i den oplevede forbindelse med for eksempel kollegaer og ledere er afgørende for, hvor meget vi magter. Som Harvard-professor Amy Edmondson kan vi også kalde det sidste C for psykologisk tryghed. Det er ikke bare troen på, at man ikke bliver straffet eller ydmyget, hvis man træder ved siden af, fejler, tvivler, stiller spørgsmål eller har nye ideer. Det er også forventningen om velvillighed, støtte og kompetence. At man føler, at man kan være sig selv, at man kan tale sammen om det, der er vanskeligt, at fejl kan håndteres konstruktivt, og at man kan række ud efter hjælp og få den. Fodfæstet findes i komfortzonen I stedet for at se komfortzonen som et sted, vi skal flygte fra, skal vi se den som stedet, hvor vi finder vores fodfæste og gør os klar til at tage nye skridt. Det er i komfortzonen, vi opbygger det, der skal til for at tage de næste skridt ud i læringszonen. Og når vi først træder ud i det komplekse, gør vi det med forventninger om, at vi har støtte fra vores omgivelser. Det er ikke nok med individuelle anstrengelser – det kræver kultur med psykologisk tryghed: Hvor vi kan regne med social og faglig støtte fra både kollegaer og ledere. Komfortzonen er bedre end sit ry. Den sande udfordring er ikke at bevæge sig ud af den, men at sikre, at der kommer noget godt ud af det. Det er ikke den, der holder os tilbage – det er manglen på støtte. Lad os skabe miljøer, hvor vi både kan føle os trygge og udfordrede af komplekse og vigtige opgaver, så vi sammen håndterer fremtidens udfordringer. Christian Ørsted er ledelsesrådgiver og forfatter https://www.berlingske.dk/kommentar/komfortzonen-er-bedre-end-sit-ry-den-skaber-ro-til-forandring